Omtaler

DET DYBE BLIK
Uddrag af C. F. Gardes tekst om Karin Munk i bogen Kunstner og Menneske, udgivet 2001 på foreningen Kunstnerens Hus.

Hemmeligheden bag fotografiet, maleriet, tegningen - for nu at holde os til det todimensionale - er naturligvis evnen til at se. Vi tager alle sammen billeder, og nok har vi øjne i hovedet, men kan vi se?

Karin Munk er en ægte seer. Hun taler meget lidt om sine billeder - det klarer de selv. Portrættet er de senere år blevet hendes foretrukne udtryksform, selv om hun stadig gør sig gældende på andre områder. Det hun kan hænger sammen med hendes stilfærdige måde at gribe tingene an på.

Sin uddannelse fik hun hos de navnkundige fotografer Thomas og Poul Pedersen, far og søn. Karin Munk åbnede eget atelier i Århus i 1965, da hun overtog arkitekterne Friis& Moltkes første tegnestue i Norsgade. Siden har hun indrettet sig i en stor, gammel villa i Thunøgade, hendes eget barndomshjem. Det er her, hun skaber de fleste af sine stærke portrætter. Hun har ikke rejst meget, dog hænger der i atelieret en prægtig serie fra Yemen, som hun besøgte i 1988.

Hendes portrætter er altid sort-hvide. Farver er ikke nødvendige for at fange et menneskes udtryk. Modellens personlighed viser sig, når det lykkes at få ham eller hende til at glemme både kameraet og sig selv - så at sige slippe sig løs i rummet uden for linsen. Det er det Karin Munk kan, og jeg tror, det hænger sammen med hendes egen stilfærdige måde at gribe tingene an på. Og hvad modellerne først kan se, når billederne er færdige: hun har fat i dem under huden - hun har fornemmet noget, de måske ikke selv vidste. Er man så heldig at kende mange af dem, hun har portrætteret gennem årene, er det ikke svært at se, hvor dybt hun ser gennem sit objektiv.

Hun er en mester.

Åbningstale 6. december 2013
af Finn Thrane ved Karin Munks respektrotive udstilling på Kvindemuseet i Aarhus.

Fotografen
KARIN MUNK
Retrospektivt og aktuelt

Karin Munk har haft den rolle i nogle årtier i det sene 20. århundrede at være den "århusianske Rigmor Mydtskov" jævnsides med, at den berømte hoffotograf slog sine egne folder i København. Karin har levet godt op til forventningen og i samme periode præsteret professionelt portrætfotografi på højt niveau til den jyske hovedstad.

Inspirationen kom i første omgang fra hendes århusianske læremestre fra fotografdynastiet Thomas og Poul Pedersen. Fra dem overtog hun respekten for det gode håndværk - filmvalg, eksponering og lyssætning, og dertil den suveræne beherskelse af mørkekammerteknikken. Men måske var det endnu vigtigere, at Karin gennem disse markante personligheder fik kendskab til manden med det selvudslettende navn, Th. Weg. Weg blev født på Tåsinge, kom i lære i Svendborg, men rykkede snart til hovedstaden og var i næsten 25 år københavner med stort K, inden han i 1958 slog sig ned i Århus og med sit følsomme gemyt influerede det fotografiske miljø i Danmarks næststørste by. Jeg har ikke hørt det af Karins egen mund, men det er min klare fornemmelse, at denne mester har sat dybe aftryk i fotografens modtagelige kunstnersjæl. For når man i dag nærlæser mange af Karin Munks tidlige portrætarbejder, så er de præget af den samme intention, som motiverede Weg helt tilbage i Københavnertiden omkring 1950: at give plads til modellen, så han/hun kom i balance med sig selv, førend udtrykket fikseredes i det billede, som skulle blive stående for eftertiden. [Nok ikke noget tilfælde, at Weg som formand for Dansk Fotografisk Forening - desværre forgæves - kæmpede for, at psykologi burde medtages på fotografernes grunduddannelse…]

Nå, i hvert fald kan følsomheden og respekten for den person, der kom til at sidde for Munk, læses i de værker, vi ser i den aktuelle fyldige ophængning. Her hænger klart disponeret funktions-fotografi, fx repræsenteret ved regulære brystbilleder af bykongen Thorkild Simonsen og den litterære åndshøvding, ærkeårhusianeren Svend Aage Madsen. Men der er også friere portrætstudier som det af dirigenten Maximiano Valdés, hvor mandens charme og musikalske legesyge bryder dirrende igennem i den spinkle taktstok, han holder i hånden. Og der er det smukke studie af billedkunstneren Ulla Diedrichsen, hvis varme personlighed får lov at passere det benspænd, at beskueren så at sige skal læse hendes ansigt bagfra - fange hendes personlighed fra nakken, det bløde skulderparti og det fint gennemlyste hår.

Og lad os så lige afrunde portrætafdelingen med det kærlige dobbeltportræt af kunstnerparret Ib og Ragna Braase, som får lov at posere silhuetagtigt i det spirituelle miljø af indendørs funktion og udendørs inspiration, som har fængslet Karin, da hun mødte dem i deres rummelige atelierer i Paris. Smukke billeder, som leder tanken hen på dele af Cartier-Bressons portrætkunst.

Men Karin Munk er ikke kun portrætfotograf. Hun flytter gerne opmærksomheden fra ansigtsregionen til hele kroppen, og da helst det nøgne legeme, gerne omhyggeligt styret og tilrettelagt som i den fine studieoptagelse af en gravid mor i hudnær kontakt med sine to små sønner. Men det kan også være groft og skulpturelt som i de sære amorfe kropsdele af en mand, hvis rygstykker ligner de lerklumper, Vorherre må have haft liggende på arbejdsbordet, inden han gik i gang med at finde ud af, hvordan mennesket egentlig skulle formes og se ud.

Amorf og krystallinsk, de to ord kunne godt udgøre polerne i det univers af formstudier, som præger den resterende del af Karin Munks retrospektive udstilling. Da hun endegyldigt lukker sit Thunøgade-atelier i Århus i 2006, fastholder hun interiøret med kameraet, snart som køligt-abstrakte lysmønstre fra vinduerne på de nøgne vægge, snart som kantede aftryk på murene fra de genstande, der nu er demonteret og fjernet. Men Karin har også været på besøg i bunden af den kemiske udslagsvask og fastholdt de vilde farver dér som et landskab, malt i abstrakt ekspressionisme. Dette amorfe studie er indgangsportalen på Karins hjemmeside - men hvorfor anbringer hun det dér? Mit gæt er, at den voldsomme abstraktion med sin karakter af kaos rummer alle muligheder i sig og derfor, naturligvis, kan gå i alle retninger og fx føde en stjerne…

Lidt af samme fornemmelse får jeg, når jeg betragter de billeder blandt de færøske landskaber, som fotografen har valgt at optage med et hul-kamera. Her har vi det amorfe igen - her ligger noget i svøb, som vi som tilskuere må bearbejde, verden trækker sig tilbage fra sin krystallinske klarhed og bliver, som ved skabelsens begyndelse, gådefuld igen.
Helt bagerst i udstillingslokalerne slipper Karin Munk farverne løs i den serie, der hedder "Spejlinger", mere legende, knap så forpligtende. Men her som alle vegne, hvor Karin fortællemæssigt tager os ved hånden, bliver vi både oplyst og underholdt, og vi gør det af en fotograf, der ikke bare elsker sit håndværk, men også behersker det, så det rammer os andre.

FINN THRANE

(fhv. dir. for Museet for Fotokunst, Brandts)
www.mikrohøjskolen.dk
www.finnthrane.dk