Hemmeligheden bag fotografiet, maleriet, tegningen - for nu at holde os til det todimensionale - er naturligvis evnen til at se. Vi tager alle sammen billeder, og nok har vi øjne i hovedet, men kan vi se?

Karin Munk er en ægte seer. Hun taler meget lidt om sine billeder - det klarer de selv. Portrættet er de senere år blevet hendes foretrukne udtryksform, selv om hun stadig gør sig gældende på andre områder. Det hun kan hænger sammen med hendes stilfærdige måde at gribe tingene an på.

Sin uddannelse fik hun hos de navnkundige fotografer Thomas og Poul Pedersen, far og søn.
Karin Munk åbnede eget atelier i Århus i 1965, da hun overtog arkitekterne Friis& Moltkes første tegnestue i Norsgade. Siden har hun indrettet sig i en stor, gammel villa i Thunøgade, hendes eget barndomshjem. Det er her, hun skaber de fleste af sine stærke portrætter. Hun har ikke rejst meget, dog hænger der i atelieret en prægtig serie fra Yemen, som hun besøgte i 1988.

Hendes portrætter er altid sort-hvide. Farver er ikke nødvendige for at fange et menneskes udtryk. Modellens personlighed viser sig, når det lykkes at få ham eller hende til at glemme både kameraet og sig selv - så at sige slippe sig løs i rummet uden for linsen. Det er det Karin Munk kan, og jeg tror, det hænger sammen med hendes egen stilfærdige måde at gribe tingene an på. Og hvad
modellerne først kan se, når billederne er færdige: hun har fat i dem under huden - hun har fornemmet noget, de måske ikke selv vidste. Er man så heldig at kende mange af dem, hun har portrætteret gennem årene, er det ikke svært at se, hvor dybt hun ser gennem sit objektiv.

Hun er en mester.