Fotografen
KARIN MUNK
Retrospektivt og aktuelt
Karin Munk har haft den rolle i nogle årtier
i det sene 20. århundrede at være den "århusianske
Rigmor Mydtskov" jævnsides med, at den berømte
hoffotograf slog sine egne folder i København. Karin har
levet godt op til forventningen og i samme periode præsteret
professionelt portrætfotografi på højt niveau
til den jyske hovedstad.
Inspirationen kom i første omgang fra hendes århusianske
læremestre fra fotografdynastiet Thomas og Poul Pedersen.
Fra dem overtog hun respekten for det gode håndværk
- filmvalg, eksponering og lyssætning, og dertil den suveræne
beherskelse af mørkekammerteknikken. Men måske var
det endnu vigtigere, at Karin gennem disse markante personligheder
fik kendskab til manden med det selvudslettende navn, Th. Weg.
Weg blev født på Tåsinge, kom i lære
i Svendborg, men rykkede snart til hovedstaden og var i næsten
25 år københavner med stort K, inden han i 1958 slog
sig ned i Århus og med sit følsomme gemyt influerede
det fotografiske miljø i Danmarks næststørste
by. Jeg har ikke hørt det af Karins egen mund, men det
er min klare fornemmelse, at denne mester har sat dybe aftryk
i fotografens modtagelige kunstnersjæl. For når man
i dag nærlæser mange af Karin Munks tidlige portrætarbejder,
så er de præget af den samme intention, som motiverede
Weg helt tilbage i Københavnertiden omkring 1950: at give
plads til modellen, så han/hun kom i balance med sig selv,
førend udtrykket fikseredes i det billede, som skulle blive
stående for eftertiden. [Nok ikke noget tilfælde,
at Weg som formand for Dansk Fotografisk Forening - desværre
forgæves - kæmpede for, at psykologi burde medtages
på fotografernes grunduddannelse
]
Nå, i hvert fald kan følsomheden og respekten for
den person, der kom til at sidde for Munk, læses i de værker,
vi ser i den aktuelle fyldige ophængning. Her hænger
klart disponeret funktions-fotografi, fx repræsenteret ved
regulære brystbilleder af bykongen Thorkild Simonsen og
den litterære åndshøvding, ærkeårhusianeren
Svend Aage Madsen. Men der er også friere portrætstudier
som det af dirigenten Maximiano Valdés, hvor mandens charme
og musikalske legesyge bryder dirrende igennem i den spinkle taktstok,
han holder i hånden. Og der er det smukke studie af billedkunstneren
Ulla Diedrichsen, hvis varme personlighed får lov at passere
det benspænd, at beskueren så at sige skal læse
hendes ansigt bagfra - fange hendes personlighed fra nakken, det
bløde skulderparti og det fint gennemlyste hår.
Og lad os så lige afrunde portrætafdelingen med det
kærlige dobbeltportræt af kunstnerparret Ib og Ragna
Braase, som får lov at posere silhuetagtigt i det spirituelle
miljø af indendørs funktion og udendørs inspiration,
som har fængslet Karin, da hun mødte dem i deres
rummelige atelierer i Paris. Smukke billeder, som leder tanken
hen på dele af Cartier-Bressons portrætkunst.
Men Karin Munk er ikke kun portrætfotograf. Hun flytter
gerne opmærksomheden fra ansigtsregionen til hele kroppen,
og da helst det nøgne legeme, gerne omhyggeligt styret
og tilrettelagt som i den fine studieoptagelse af en gravid mor
i hudnær kontakt med sine to små sønner. Men
det kan også være groft og skulpturelt som i de sære
amorfe kropsdele af en mand, hvis rygstykker ligner de lerklumper,
Vorherre må have haft liggende på arbejdsbordet, inden
han gik i gang med at finde ud af, hvordan mennesket egentlig
skulle formes og se ud.
Amorf og krystallinsk, de to ord kunne godt udgøre polerne
i det univers af formstudier, som præger den resterende
del af Karin Munks retrospektive udstilling. Da hun endegyldigt
lukker sit Thunøgade-atelier i Århus i 2006, fastholder
hun interiøret med kameraet, snart som køligt-abstrakte
lysmønstre fra vinduerne på de nøgne vægge,
snart som kantede aftryk på murene fra de genstande, der
nu er demonteret og fjernet. Men Karin har også været
på besøg i bunden af den kemiske udslagsvask og fastholdt
de vilde farver dér som et landskab, malt i abstrakt ekspressionisme.
Dette amorfe studie er indgangsportalen på Karins hjemmeside
- men hvorfor anbringer hun det dér? Mit gæt er,
at den voldsomme abstraktion med sin karakter af kaos rummer alle
muligheder i sig og derfor, naturligvis, kan gå i alle retninger
og fx føde en stjerne
Lidt af samme fornemmelse får jeg, når jeg betragter
de billeder blandt de færøske landskaber, som fotografen
har valgt at optage med et hul-kamera. Her har vi det amorfe igen
- her ligger noget i svøb, som vi som tilskuere må
bearbejde, verden trækker sig tilbage fra sin krystallinske
klarhed og bliver, som ved skabelsens begyndelse, gådefuld
igen.
Helt bagerst i udstillingslokalerne slipper Karin Munk farverne
løs i den serie, der hedder "Spejlinger", mere
legende, knap så forpligtende. Men her som alle vegne, hvor
Karin fortællemæssigt tager os ved hånden, bliver
vi både oplyst og underholdt, og vi gør det af en
fotograf, der ikke bare elsker sit håndværk, men også
behersker det, så det rammer os andre.
FINN THRANE
(fhv. dir. for Museet for Fotokunst, Brandts)
www.mikrohøjskolen.dk
www.finnthrane.dk
|